ALINA LLC - Sundt alternativ til biocider får Material Health Certifikat

Nu er der endelig et sundt og certificeret alternativ til de biocider, der tidligere er brugt til at konservere maling, bindemidler og lignende produkter til byggebranchen. Det er det lettiske firma ALINA LLC, der har udviklet en ny teknologi og et produkt ALINA LIFE™ organoclay baseret på silica sand og jernoxid.

Valgte Material Health Certificate for gennemsigtigheden

ALINA fik kort før jul 2016 Cradle to Cradle Material Health Certificate på sølvniveau på produktet.

”Vi valgte Material Health Certificate for ordningens gennemsigtighed, sporbarhed og umiddelbare mulighed for at blive kombineret med andre certificerede materialer – som en legoklods i en færdig model,” fortæller direktør for ALINA, Solvita Kostjukova og fortsætter:

”Certifikatet er anerkendt inden for byggebranchen og åbner døren til det netværk af virksomheder, der har de samme værdier som os. Det handler om at sætte folks helbred først og tage ansvar, ikke kun for mennesker, men også for miljøet.”