To nye tangprodukter til byggeriet har netop opnået det internationalt anerkendte Cradle to Cradle certifikat for unik bæredygtighed. Loop Architects er klar til at bruge tang til isolering

10. februar 2017
Advance Nonwoven A/S har i samarbejde med Teknologisk Institut og Læsø Tangbank udviklet to nye byggeprodukter af ålegræs.
Tangtørv er et nyt alternativ til tagmønning, og tangisolering er udviklet for at skabe et bæredygtigt alternativ til mineraluld, men med alle de samme egenskaber. Udviklingen er støttet af et program under Miljøstyrelsen, MUDP.

Nu er der også fuld tredjepartsverificeret dokumentation for bæredygtigheden i kraft af to Cradle to Cradle certifikater på henholdsvis GULD og SØLV niveau. Cradle to Cradle er den mest ambitiøse miljøcertificering i verden og meget anerkendt i byggebranchen og inden for cirkulær økonomi.

Arkitekter er klar til at bruge tangisolering

Vugge til Vugge ApS har rådgivet og gennemført Cradle to Cradle certificeringen for Advance Nonwoven. Direktør Annette Hastrup overrakte certifikaterne til direktør Flemming Werk fra Advance Nonwoven i fredags. Det skete i forbindelse med en workshop på og ved Møllerup Gods, hvor virksomheden har til huse. Her fik en række innovatører fra især byggebranchen demonstreret anvendelsen af de bæredygtige naturmaterialer.
Mette Nymann, der er partner i Loop Architects, var blandt oplægsholderne, og hun hilser det nye materiale velkommen.

“Tangisolering er et optimalt valg for os, når vi for eksempel skal løse projekter, der både skal indeholde Cradle to Cradle certificerede produkter og efterfølgende opnå DGNB certificering på højt niveau. Det er lidt dyrere, men det udgør så lille en del af den samlede økonomi, at det ikke betyder noget i forhold til de gode egenskaber,” siger hun.

Tangisolering har samme isoleringsværdi som traditionelle isoleringsmaterialer af mineraluld. Det har nærmest uendelig holdbarhed, og kan genanvendes i produktionen af nye isoleringsmåtter. Tang-tørven er lettere at arbejde med end andre mønninger, og det holder længere end for eksempel lyng, der er meget udbredt.

  • Materialets bæredygtighed er dokumenteret på flere forskellige parametre:
  • Det er lavet af et fornybart materiale og indeholder ingen skadelige stoffer
  • Det er 100% genanvendeligt til fremstilling af nye tangbats og kan dermed indgå i den cirkulære økonomi
  • Det bliver produceret ved hjælp af 100% vedvarende energi og lavt energiforbrug
  • Det genererer ikke spildevand
  • Det lever op en række krav om social ansvarlighed

“Dokumentationen kan bl.a. bruges til at opnå point ved bygningscertificeringer som fx DGNB og LEED. Certificeringsniveauet er desuden meget højt, og tangmønningen har som det første danskproducerede produkt opnået certificering på Guld-niveau” fortæller Annette Hastrup fra Vugge til Vugge.
Vugge til Vugge ApS er det eneste nordiske firma ud af 15 på verdensplan, der er godkendt til at gennemføre en Cradle to Cradle produktcertificering. Certificeringen verificeres af det uafhængige, non-profit Cradle to Cradle Products Innovation Institute i USA.

Se Advance Nonwovens tangprodukter i det internationale register for Cradle to Cradle certificerede produkter:
Isolering
Tagmønning