Beosound Level fra B&O er verdens første forbrugerelektronik med det tredjepartsverificerede Cradle to Cradle Certified® mærke. Produktet er certificeret efter den nye version 4.0 på Bronze-niveau og demonstrerer langtidsholdbar elektronik til den cirkulære økonomi
Bang & Olufsen og Vugge til Vugge ApS har gået stille med dørene, mens de har forberedt en certificering efter den nye version 4.0 Cradle to Cradle Certified® Product Standard. Men nu bliver der skruet helt op for opmærksomheden.
Det er den populære trådløse Wi-Fi højttaler, Beosound Level, der 2. september 2021 opnåede Cradle to Cradle Certified® på Bronze-niveau. Højttaleren blev lanceret for seks måneder siden, men er fra starten blevet udviklet og designet ud fra modulære principper og til at leve op til de høje krav i Cradle to Cradle certificeringsordningen.
Med den nye ambitiøse version 4.0 er det holistiske og handlingsorienterede syn skærpet i de fem kriteriekategorier: Material Health, Product Circularity, Clean Air & Climate Protection, Water & Soil Stewardship og Social Fairness. Ordningen er videnskabeligt baseret og er en af de mest anerkendte i verden med fokus på alt fra sundhed og miljø til klima og social retfærdighed.
Let at vedligeholde og opdatere
“Vi er begejstrede for, at Beosound Level har opnået Cradle to Cradle Certified® Bronze. Det viser vores passion for at designe produkter med længere livscyklus og reduceret miljøpåvirkning”, siger Mads Kogsgaard Hansen, der er Senior Global Product Manager for Classics & Product Circularity.
Beosound Level er let at vedligeholde, servicere og reparere, og det gør det muligt at forlænge levetiden væsentligt ud over det normale i branchen. Kunder kan selv udskifte batteriet, og servicepartnere kan let skaffe og skifte kritiske komponenter, hvis det bliver nødvendigt. Højttalerens modulære design betyder også, at den opgraderes, hvis der kommer nye teknologier. Den dag Beosound Level ikke længere kan repareres eller opdateres, kan delene skilles ad og genanvendes. Det reducerer trykket på jordens knappe ressourcer.
Bang & Olufsen vil vise vejen for at reducere e-affald
Bang & Olufsen føler sig forpligtet til at bekæmpe stigende mængder af e-affald ved at vise vejen og gå forrest.
“Cradle to Cradle certificeringen demonstrerer, hvordan industrien kan arbejde med at forlænge produkters livscyklus og dermed også bidrage til at reducere e-affald. Bang & Olufsen og hele forbrugerelektronikindustrien er nødt til at arbejde kollektivt gennem værdikæden for at reducere mængden af e-affald på global skala,” siger Mads Kogsgaard Hansen.
I 2019 var mængden af e-affald globalt 44,4 millioner tons og forventes at stige til 77,4 inden 2030 (The Global E-waste Monitor 2020). Det skyldes højere forbrugshastighed drevet af stadig mere skiftende tendenser, men også kortere produktlevetid og forældelse (Eurostat, 2019a).
En af anbefalingerne til at vende denne tendens er at forlænge levetiden for elektroniske enheder (eea europa). Lang levetid har altid været et fokus for Bang & Olufsen, men det er blevet udfordret af en eksponentiel teknologisk udvikling.
Hjælper og motiverer kunderne til at ændre adfærd
Med Cradle to Cradle certificeringen har Bang & Olufsen fået sat nogle klare og strenge krav og mål til produktudviklingen, som kan være med til at motivere kunderne til at beskytte, reparere og opgradere både hardware og software.
”Vi ønsker at levere reelle løsninger til kunder, der gerne vil beholde deres produkter i årtier og behandle dem som investeringer. Beosound Level’s Cradle to Cradle certificering dokumenterer, at vi har designet en højttaler, der sætter standarden for elektroniske produkter i en cirkulær økonomi,” forklarer Mads Kogsgaard Hansen.
Mads Kogsgaard Hansen afslutter med at sige:
“Vores Cradle to Cradle certificering er en naturlig forlængelse af vores arbejde med bæredygtighed i virksomheden. Vi skal bygge på vores stærke grundlag for design, håndværk og lang levetid for at skabe en langsigtet bæredygtig driftsmodel, som gør det muligt for os at blive uafhængige af knappe ressourcer.”
Populært sagt kan man sige, at B&O har brudt en lydmur i branchen og vist, hvordan forbrugerelektronik kan nydes, uden at tære unødigt på ressourcerne og begrave planeten i elektronikaffald.