Troldtekt A/S vandt 30. oktober en af de vigtigste priser inden for bæredygtighed, nemlig CSR Fondens CSR Strategy Prize 2014. Virksomheden vandt foran store virksomheder som Mærsk Line og VELUX for sin Cradle to Cradle forretningsstragegi.
“Det er en kæmpe anerkendelse af, at vi er på vej i den rigtige retning. Det kunne vi ikke vide med sikkerhed, da vi valgte at satse på Cradle to Cradle som styringsredskab, men det har vist sig at være den rigtige strategi for os,” siger marketing- og kommunikationschef i Troldtekt, Tina Snedker Kristensen.
Cradle to Cradle er med til at give succes
Troldtekt producerer akustikplader til byggebranchen, og 92 procent af produktionen er Cradle to Cradle certificeret. Virksomheden har desuden lavet en “road-map”, der skridt for skridt beskriver, hvordan Troldtekt fortsat kan optimere produktionen efter Cradle to Cradle principperne. Begge dele er udviklet i samarbejde med Vugge til Vugge ApS.
“Cradle to Cradle kræver, at vi forbedrer os hele tiden, og det motiverer os til at tænke ud af boksen. Det er svært at måle, men vi tror på, at det har været med til at bringe os derhen, hvor vi er i dag: Godt ude af finanskrisen og med en stigende efterspørgsel både hjemme og på eksportmarkederne,” siger Tina Snedker Kristensen.
Cradle to Cradle sprang i øjnene på byggemesse
Troldtekt var også med på Building Green messen i København i sidste uge. Her oplevede marketing- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen en stor interesse for at høre om Cradle to Cradle. Det får virksomheden i dialog med blandt andre arkitekter, offentlige bygherrer og studerende.
“Vi får mange skeptiske spørgsmål, men når de hører, hvad det betyder for vores måde at producere og genanvende på, er de meget positive. Hvis vi ser på, hvor mange studerende, der er interesserede, så har vi kun lige set begyndelsen, for de studerende er jo fremtidens projekterende,” siger hun.
Store bannere med Cradle to Cradle
På messen var det tydeligt at se, hvilke firmaer der har Cradle to Cradle certificerede produkter. Det blev markedsført markant med store bannere og informationstavler. Nogle af de andre var egetæpper, Rheinzink, Derbigum Eurotag, Desso og KE Fibertec.