Der er netop blevet offentliggjort en række inspirerende virksomhedscases fra Rethink Business projektet Fokuseret Værdikædesamarbejde. I projektet, som Region Midtjylland står bag med Lifestyle & Design Cluster som operatør, har det første hold af små og mellemstore virksomheder været igennem et innovationsforløb med henblik på udvikling af en profitabel og cirkulær forretningsmodel med udgangspunkt i Cradle to Cradle tankegangen. Hold 1 blev afsluttet i juni 2017, og Vugge til Vugge ApS var konsulenter for 4 af de deltagende virksomheder: Horn Bordplader A/S, Komproment ApS, Bollerup Jensen A/S og Furnipart A/S.
De nye virksomhedscases giver et godt indblik i, hvad virksomhederne hver især har fået ud af at deltage i projektet. Læs om Komproment ApS, der har fået en operationel Cradle to Cradle-strategi, som skal sætte turbo på den bæredygtige udvikling og sikre indtjeningen, om Bollerup Jensen A/S, der har fået kortlagt behovet for kvalitetsledelse og ressourceoptimering, om Furnipart der blev afklaret om, at Cradle to Cradle produktcertificering bedst vil kunne imødekomme stigende international efterspørgsel på dokumenteret bæredygtighed, og om Horn Bordplader, som blev klædt på til at styrke virksomhedens grønne profil.
Rekrutteringen til næste (og sidste) hold er netop gået i gang, og også her er der mulighed for at få gratis konsulenthjælp fra Vugge til Vugge. Kontakt os gerne for mere info om projekt og en uforpligtende snak om lige netop jeres muligheder for at styrke forretningen ved at deltage i forløbet.