Hvad kræver det at blive Cradle to Cradle certificeret? Med et nyt læringsprogram kan virksomheder nu på egen hånd afprøve Cradle to Cradle certificeringsprocessen på BASIC-niveau.
Cradle to Cradle Products Innovation Institute har netop lanceret det gratis online-kursus Cradle to Cradle Certified™ Foundations Program. Idéen er gennem videoer og andet læringsmateriale at give virksomheder indsigt i, hvad en Cradle to Cradle certificering kræver, og hvordan de selv kan komme i gang. Virksomhederne får bl.a. adgang til en række dokumenter, der giver dem mulighed for at få hands-on erfaring med indsamling af relevant data og dokumentation og gør dem i stand til at ansøge om certificering på BASIC-niveau.
Med programmet håber Cradle to Cradle Products Innovation Institute, at flere virksomheder kaster sig ud i at implementere Cradle to Cradle Certified™ i deres virksomhed.
Stadig krav om assessor-vurdering og tredjepartsverificering
Selvom virksomheder ved hjælp af programmet kan komme et langt stykke af vejen selv, skal de som altid samarbejde med en akkrediteret Assessment Body for at opnå certificering. Assessoren gennemgår og kvalitetssikrer den af virksomheden udfyldte vurderingsrapport samt bagved liggende dokumentation og korrigerer eventuelle fejl. Assessoren sender herefter den færdige vurderingsrapport til Cradle to Cradle Products Innovation Institute, der tredjepartsverificerer og udsteder certifikatet.
Vugge til Vugge ApS er Akkrediteret Assessment Body for Cradle to Cradle Products Innovation Institute og kan derfor hjælpe virksomheder med at fuldføre processen.
Første skridt til løbende forbedring
Grøn omstilling kan tage tid, og Cradle to Cradle Certified™ er kendetegnet ved, at produkter ikke behøver være perfekte fra start, men at vi må starte med at tage udgangspunkt i, hvad vi har. Ordningen honorerer intentioner, men kræver en plan for kontinuerlig forbedring, og derfor kan rigtig mange produkter faktisk opnå certificering på Basic niveau uden større ændringer i produktsammensætning eller produktionsproces.
Men der skal selvfølgelig følges op på de gode intentioner. Alle Cradle to Cradle certificerede produkter skal re-certificeres hvert andet år, og produkter på Basic niveau skal opnå minimum Bronze niveau ved første re-certificering, for fortsat at være certificeret. Evaluering af produkter og fremstillingsprocesser i forbindelse med re-certificeringer skal udføres af en akkrediteret assessor. Virksomheder med produkter certificeret på Basic niveau kan have stor gavn af samarbejde med en akkrediteret assessor om materialevalg og andre optimeringsmuligheder.
Annette Hastrup, direktør hos Vugge til Vugge ApS, er positiv over for det nye program.
”Det giver virksomheder, som er usikre eller nysgerrige på processen, mulighed for på egen hånd at afprøve, hvad det kræver at udvikle og certificere produkter efter Cradle to Cradle standarden. Vi oplever, at vores kunder er rigtig glade for at have valgt Cradle to Cradle certificering, og med det nye Foundations Program vil der forhåbentlig være langt flere, der kommer i gang – også start-ups og andre mindre virksomheder.”
Hun understreger dog samtidig, at producenter får mest ud af at samarbejde med en akkrediteret assessor i løbet af certificeringsprocessen.
”Hos Vugge til Vugge har vi ambitioner på virksomhedernes vegne og stor indsigt i kravene på alle certificeringsniveauer. Hvis vi kan se, at et produkt kan opnå certificering på et højere niveau end Basic, gør vi selvfølgelig virksomheden opmærksom på det og hjælper dem med at nå det højere niveau allerede fra start.”
Vugge til Vugge ApS står gerne til rådighed for virksomheder, der gerne vil vide mere om programmet eller har spørgsmål. Kontakt os her.